-
Konkurrenceråd: Coloplast har misbrugt dominerende position
ソース: BDK Finans / 29 1 2025 06:09:33 America/New_York
Coloplast har udnyttet sin dominerende position til at presse konkurrenter ud af markedet for salg af stomihjælpemidler til kommuner. Det har Konkurrencerådet afgjort, lyder det i en pressemeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det er ifølge afgørelsen sket ved, at Coloplast Danmark har opkrævet betydeligt højere priser for sine stomihjælpemidler hos konkurrerende grossister, end de priser som blev tilbudt kommunerne. - Det gjorde det meget svært for konkurrerende grossister at vinde opgaven hos kommunerne, og nogle gav helt op, siger formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz, i pressemeddelelsen. Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er det i praksis umuligt for en grossist at vinde kommunernes opgaver uden at kunne tilbyde Coloplasts produkter. Det skyldes, at Coloplasts stomihjælpemidler udgør over halvdelen af de produkter, som danske brugere anvender. I 2019 gik Coloplast ind på grossistmarkedet ved at deltage i et konsortium med virksomheden Abena. Fra 2020 til 2022 solgte Coloplast Danmark via konsortiet sine produkter til kommunerne til en betydeligt lavere pris, end de konkurrerende grossister skulle betale. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil forsætte sagen med henblik på at udstede en bøde, lyder det. Coloplast er ikke enig i afgørelsen fra Konkurrencerådet og har derfor anket den til Konkurrenceankenævnet. - Vi gør altid vores yderste for at overholde konkurrenceloven og sikre sund konkurrence på markedet, men vi har noteret, at Konkurrencerådet mener noget andet, siger Martin Kiil, som er administrerende direktør i Coloplast Danmark, i en skriftlig kommentar. Indtil ankesagen er afgjort, vil selskabet agere i henhold til afgørelsen, lyder det. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/konkurrenceraad-coloplast-har-misbrugt-dominerende-position